10 episoder

14. december
Udadtil levede han et almindeligt liv som familiefar i Svendborg. Men bag facaden var Martin William Edelberg Sørensen i gang med at svindle den tyske og danske stat for samlet 2,1 mia. kr., mener Den Europæiske Anklagemyndighed. Omfanget af svindlen placerer familiefaderen i den absolutte topliga af økonomisk kriminalitet i Danmark, men selvom sagen mod ham er større end den mod Stein Bagger, er han et relativt ubeskrevet brev i offentligheden. Journalist Magnus Boding har sammen med Peter Thomsen fra Finans gravet i en af Danmarks mest spektakulære – og oversete – bedragerisager og kan i dag fortælle, hvordan Martin William Edelberg Sørensen spillede en central rolle i organiseret kriminalitet, svindel for milliarder af kroner med tråde til Bandidos og mulig handel med diamanter i Afrika. Gæst: Magnus Boding, journalist på Jyllands-Posten Vært: Jacob Grosen Tilrettelæggelse: Mathias Bonde Produktion: Pernille Skytte Illustration: Thorgerd Broni Der er lånt klip fra DR, TV 2, TV2 Fyn og "Breaking Bad" fra AMC

13. december
Slemt, værre, værst. Forsvarets Efterretningstjeneste skruer igen op for truslerne mod Danmark. At det er gået fra slemt til værre skyldes bl.a. et land, der for første gang optræder som en del af truslen: USA. Sikkerhedspolitisk analytiker Jette Elbæk har interviewet chefen for FE, Thomas Ahrenkiel, og udlægger de vigtigste pointer fra den spritnye rapport, og hvorfor det ikke bare er mere af det samme. Gæst: Jette Elbæk Vært: Tine Toft Produktion: Pernille Skytte Grafik: Lotte Overgaard Der er lånt klip fra DR, Politico, Radio4 og TV 2

12. december
Mette Frederiksen bejler til SF, mens Troels Lund Poulsen kaster sig i de blå arme med den seneste udmelding om at træde ud af statsborgerretskonventionen. Vi er vidne til et kontrolleret nedbrud, som kun vil accelerere frem mod valget, lyder analysen fra Jyllands-Postens politiske analytiker, der kalder det en slags “befrielsens øjeblik” for særligt ét parti. Men hvor dybt stikker det, drømmer de sig virkelig tilbage til blokpolitikken, og hvem taber mest på sammenbruddet af SVM? Gæst: Niels Th. Dahl, Jyllands-Postens politiske analytiker Vært: Tine Toft Produktion: Mathias Bonde Foto: Kasper Søholt Der er lånt klip fra DR og Weekendavisen

11. december
De er mindre vedholdende, vil forfremmes efter tre måneder og have løbende feedback til en grad, der får deres chefer til at rive sig i håret. Sådan kan det lyde i de mange, mange kurser og oplæg om generationsledelse af særligt generation Z, hvor ledere i stigende grad efterspørger hjælp udefra. Men er der belæg for at tale om, at forskellige generationer skal ledes forskelligt, og hvad skal vi bruge al snakken om generationer til? Det spørger vi én ledelsesrådsgiver i generationsbevidst ledelse om i dagens afsnit. Gæst: Karen Christina Spuur, selvstændig ledelsesrådgiver og forfatter Vært: Tine Toft Foto: Privat Du kan høre den tidligere episode med kritiker af generationsledelse, Christian Qvick, på jp.dk

10. december
Det er over 1.000 timers hemmelige lydoptagelser, som ligger til grund for, at en kæmpe korruptionsskandale er eksploderet i Ukraine de seneste uger – og som senest betød, at Zelenskyjs højre hånd måtte trække sig som stabschef. Antikorruptionsmyndighederne i Ukraine har fremlagt beviser for, at over 100 mio. dollars er blevet svindlet ned i lommerne på nogle af Ukraines mest magtfulde mænd. Skandalen i Ukraine trækker tråde til Danmark – og rejser spørgsmålet om, hvorvidt nogle af de 75 mia. skattekroner, som Danmark har sendt til Ukraine, er endt i de forkerte hænder. Gæst: Jesper Olsen, formand i Transparency International Danmark Vært: Jacob Grosen Tilrettelæggelse og produktion: Mathias Bonde Foto: Nabu (National Anti-Corruption Bureau of Ukraine) Der er lånt klip fra DR, Fox News, Times Now, France 24, TV SYD og DW

7. december
På LinkedIn kører der lige nu et globalt eksperiment: Kvinder og mænd skifter køn på platformen for at teste en mistanke, der ikke vil dø – nemlig at mænd får mere synlighed, flere likes og flere muligheder end kvinder. LinkedIn afviser blankt, at platformen favoriserer nogen. Alligevel er Louise Sparf overbevist om det modsatte. Ét enkelt klik i hendes eget forsøg gjorde hende pludselig seks gange mere populær – og satte gang i en ubehagelig tanke: Hvis mænd får et “bro boost” på LinkedIn, hvad betyder det så for kvindernes karrieremuligheder? Gæst: Louise Sparf, strategisk direktør i it-konsulentvirksomheden Atlas Group Vært: Jacob Grosen Tilrettelæggelse og produktion: Pernille Skytte Illustration: Lotte Overgaard

6. december
Det ligner et helt almindeligt gymnasie. De har polsk og geografi. Men så er der også skydetræning på skoleskemaet. For det her er en særlig militærlinje på det polske gymnasium, hvor de går i militæruniform med polske flag. Og det er ikke bare et computerspil, men rigtige våben, de håndterer. Andre steder i Polen er kvinder bange for at få børn, mens helt unge teenagere marcherer og træner eksercits i gaderne. Det viser en polsk mentalitet, der er markant anderledes end den danske, og i dette afsnit kommer du med Jyllands-Posten til en noget anderledes gymnasiehverdag, end du selv havde. Jyllands-Posten har været i Polen, hvor gymnasiet er. Gæst: Jette Elbæk, sikkerhedspolitisk korrespondent hos Jyllands-Posten Vært: Tine Toft Produktion og tilrettelæggelse: Mathias Bonde Foto: Gregers Tycho Du kan læse Jette Elbæk og Gregers Tychos reportage fra det polske gymnasium på jp.dk

5. december
Når din firmajulegave lige om lidt lander i dit skød, er der god sandsynlighed for, at den kommer fra GaveFabrikken. Kay Bojesen-sengetøj, Smeg-køkkenudstyr og kufferter fra Stelton er bare nogle af de en million gaver, virksomheden årligt leverer. Der er bare et problem – for kritikken lyder, at værdien af gaverne er totalt vildledende, og i mange tilfælde er gaverne aldrig blevet solgt til den vejledende pris, som GaveFabrikken oplyser. Jyllands-Posten journalister Morten Zahle og Thomas Vibjerg fortæller om at kulegrave landets største leverandør af firmajulegaver. Gæster: Morten Zahle og Thomas Vibjerg, journalister på Jyllands-Posten Vært: Jacob Grosen Tilrettelæggelse og produktion: Mathias Bonde Illustration: Thorgerd Broni

4. december
Han vil ikke finde sig i det, han kalder visse p-selskabers »bøllemetoder«. Men selvom Thomas Danielsen (V) er transportminister, får han ikke bare sådan sin vilje. Det viser Jyllands-Postens afdækning af opgøret om de såkaldte ”usynlige bøder”, hvor folk uden varsel har fået tilsendt p-afgifter på bagkant. Det er ikke lovligt, fastslog Transportministeriet i foråret. Men nu har Jyllands-Posten afdækket, hvordan nogle p-selskaber, ifølge ministeren, bryder loven for at kunne sende danskerne regninger. Og ministeren er så vred, at han nu er klar til at bruge et helt særligt våben mod p-selskaber, der på den anden side er dybt frustrerede over ministerens tilgang. Hvorfor er de så uenige? Og hvad vinder parkanterne egentlig, hvis ministeren får sin vilje? Gæst: Amalie Thieden, journalist på Jyllands-Posten Vært: Tine Toft Produktion: Pernille Skytte Grafik: Lotte Overgaard Du kan læse mere på jp.dk

3. december
Hvis du også har hørt, at cheferne skal tage højde for generationsforskelle imellem de dovne unge, der vil være ledere, to minutter efter at de er trådt ind bag skrivebordet, og boomerne, der er teknologiske analfabeter – så er det noget vrøvl. Det mener ledelsesrådgiver Christian Qvick, der er så træt af dyre kurser og myter om de særlige behov hos Generation Z og de andre, at han har udgivet en bog om det. Men er han nu helt sikker? Gæst: Christian Qvick, ledelsesrådgiver og forfatter til bogen “Farvel til generationsledelse – Drop generationsmyterne og led mennesker som mennesker” Vært: Jacob Grosen Tilrettelæggelse: Tine Toft Produktion: Pernille Skytte Foto: Tobias Nielsen Der er lånt klip fra Folkemødet, TV 2 og Lederne


